Indlæg
af Astrojensen » 06 dec 2018, 19:16
Det er en 178mm f/9 Meade ED apokromat. Darnell fik den installeret i sit lille observatorium i Rødovre i 1992 på en gammel Zeiss-montering fra 1904, der stod på en klippefast betonsokkel. Monteringen var forsynet med hjemmelavet motordrev med frekvensstyring (220V). Det fungerede upåklageligt. Jeg besøgte Darnell et utal gange mellem 1995 og til hans død i 2007 og havde lejlighed til at observere med teleskopet mange gange. Det gav aldeles fremragende billeder. Darnell kaldte det "Danmarks bedste planetteleskop" og da han havde haft lejlighed til at prøve et enormt antal instrumenter gennem årene og jeg selv har set, hvor meget det kunne vise, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Han skrev flere gange udførligt om helt fabelagtige observationer i Astronomisk Tidsskrift og AmatørAstronomen, så man kan grave lidt i dem og selv danne sig en opfattelse.
Selv har jeg med 320x og 400x set Jupiters skylag og bælter opløst i nærmest ufattelige mængder enkeltdetaljer. Små, små bitte snoninger og skyklatter og utallige nuancer og farver. Månerne som små, hårde, skarpe marmorkugler. Darnell beskrev, at han havde set markeringer på dem alle. Saturns ring, 5° fra kantstilling, med binoviewer og omkring 400x, i fuldstændig perfekt seeing, med Cassinidelingen, Creperingen og alt muligt andet, så ufatteligt, urealistisk skarpt, billedet brændt ind i hukommelsen. Mars med 400x gennem skylag og alligevel flere detaljer, end jeg nogensinde har set siden. Månens overflade viste uendelige mængder småkratere og riller, der end ikke var aftegnet i Rukl's atlas. Gamma Andromedae BC tydeligt elongeret (daværende sep. 0.4") selv i dårlig luft. Selv inde fra Rødovre viste teleskopet stjerner svagere end mag 13, måske snarere mag 14, når jeg tænker på, hvor godt M13 var opløst og hvor tydeligt M57 stod.
At teleskopet nu blot bruges til en smule fotometri i ny og næ kan få mig på grådens rand.
Thomas, Bornholm