Indlæg
af Astrojensen » 08 dec 2018, 11:15
Ser man en positiv forskel og man synes, den er så stor, at den er det værd, ja så er de det værd. Om okularet er 24.5mm eller 2" er uden betydning.
Personligt kan jeg ikke rigtig længere bruge okularer med små synsfelter på deep-sky. 50° er det mindste og selv det begynder at føles trangt, men det afhænger i nogen grad af øjeafstanden. På Månen og planeterne har jeg ingen problemer med det, når jeg bruger dem i min binoviewer, men her er det mest ret lange brændvidder jeg bruger, 20 - 40mm. Ved deep-sky har jeg især brug for noget komfort, altså nogenlunde komfortabel øjeafstand kombineret med rimeligt synsfelt, især ved korte brændvidder og de deraf følgende høje forstørrelser. Her ser jeg klart mere med moderne okularkonstruktioner. Og ja, jeg har sammenlignet med mine fine Zeiss- og Kokusai Kohki orthoskoper.
Jeg har brugt mine moderne 70°, 82° og 100° okularer på deep-sky i lang tid, men troede egentlig, at jeg uden problemer kunne gå tilbage til mine 40° orthoskoper igen, hvis jeg ville. Jeg fik derfor et mindre chok forleden, da jeg på en delvis overskyet aften ville underholde mig med lidt nostalgi og monterede min Zeiss okularrevolver med et 40mm huygens, 25mm huygens, 16mm ortho og 10mm ortho, alle fra Zeiss og med cirka 40-45° synsfelt. Klaustrofobien var snart et faktum. Hvad mere var, at objekterne virkede overraskende små og uanselige, sammenlignet med mine vidvinkelokularer. Dette er naturligvis en form for optisk bedrag, men virkningen er den samme. Jeg kan i øvrigt opnå samme virkning med det blotte øje, ved at se gennem papskiver med huller i forskellig størrelse. Jo større synsfelt (indtil en vis grænse), desto større virker objektet for øjet, på trods af, at forstørrelsen ikke ændrer sig. Dette er især tydeligt ved større, udstrakte objekter, der ved snævert synsfelt overskrider synsfeltets begrænsning.
Så jeg samler ikke længere på ultra-højkvalitetsokularer med små synsfelter, men jeg har gjort det engang, så jeg forstår 100%, hvorfor nogle gør det og havde jeg stadig gjort det, så havde der nok også været nogle Pentax SMC orthoskoper i samlingen.
Thomas, Bornholm